Klimasøen ved Stenlængegårdsvej blev etableret tilbage i 2021 for at håndtere fremtidens regnvand, men i dag – blot få år efter – er den blevet til så uendeligt meget mere end et teknisk regnvandsbassin.
Hver gang Leo og jeg lægger vejen forbi på vores aftenture, bliver det tydeligere: Naturen er for alvor ved at finde sig til rette herude. Sivene står tætte, vandspejlet summer af liv, og dyrelivet har taget det nye fristed til sig i en grad, der gør hver eneste gåtur med kameraet til en potentiel oplevelse.
Denne aften var dog noget helt særligt.
Da mågen lignede en engel
Solen hang lavt og sendte sit gyldne, bløde aftenlys hen over rørskoven og den mørke vandoverflade. Lige i skæringspunktet mellem lys og skygge jagede en lille hættemåge tæt over vandet. Da den bremsede op i luften med spredte vinger lige foran sivene, lyste modlyset fjerdragten op, så den nærmest glødede og lignede en lysende engel, der svævede ned fra himlen. Et splitsekund af ren fotomagi, hvor lys, komposition og timing gik op i en højere enhed.
Vores første hvide hejre
Som om det ikke var nok, bød aftenen på endnu en premiere: For allerførste gang herude fik vi øje på en stor, kridhvid hejre – en sølvhejre (Ardea alba) – der majestætisk tog flugten op mod den dybblå himmel. Med sit markante gule næb, lange mørke ben og enorme, snehvide vingefang er den et syn, man ikke glemmer lige foreløbig. At se en så spektakulær gæst jage og trives herude er det ultimative bevis på, hvor værdifuldt området allerede er blevet for fuglelivet.
Selv svanefamilien nød den rolige aften og fouragerede uforstyrret i overfladen, mens skumringen så småt faldt på. Leo snuste til græsset, kameraet fik lov at arbejde, og vi gik hjem med hukommelseskortet fuldt af minder fra en af de aftener, hvor naturen lige viste sig fra sin allersmukkeste side.