Leo og jeg tog endnu en tur forbi klimasøen – et sted, der efterhånden er blevet et fast holdepunkt på vores ruter, når kameraet er med over skulderen. Målet for turen var klart: Vi håbede på endnu et møde med den smukke, kridhvide hejre.
Det kræver altid en god portion tålmodighed og lidt held, men i dag klappede det hele. Pludselig stod den der ved bredden, lyste op mod de mørke rørskove og lettede kort efter i rolige, elegante vingeslag. Den store sølvhejre har en helt særlig ro over sig – uanset om den glider ubesværet gennem luften over trætoppene eller bremser op lige over vandoverfladen.

