Nogle dage føles det som om, naturen holder vejret. Det var præcis den fornemmelse, der ramte, da turen i dag gik rundt om Rønnebæk Søskov. Forventningerne var ellers skruet fornuftigt op – vi Leo og jeg har efterhånden set Tårnfalken herude så mange gange, at den næsten føles som en fast aftale i kalenderen. Men i dag var aftalebogen tom.
Stilheden i Søskoven
Det er sjovt med fuglefotografering; man kan have det bedste udstyr og kende ruten ud og ind, men man er altid underlagt naturens luner. Vejret i dag var nok den primære synder. Den tunge, grå himmel og det lidt flade lys lagde en dæmper på det hele. Selvom Søskoven altid er en smuk ramte for en gåtur, var det som om, fuglelivet havde valgt at trække stikket og vente på bedre tider.
Ingen karakteristiske kald, ingen hurtige vingesus over de åbne arealer. Bare lyden af egne skridt og det svage sus i træerne.
En uventet model ved målstregen
Efter en lang tur, hvor lukkeknappen på kameraet ikke ligefrem var blevet varm, var vi næsten nået tilbage til p-pladsen. Motivationen var vel ærlig talt ved at være lige så grå som vejret.
Men lige der, som en lille lysende belønning for tålmodigheden, dukkede der en Gulvspurv op.
Det er de øjeblikke, der minder én om, hvorfor man slæber på grejet, selv når chancerne ser små ud. Den varmede i det mindste lidt på en ellers kold og begivenhedsløs tur. Tårnfalken? Den må vi have til gode til næste gang – den flyver jo ingen vegne (undtagen lige i dag)