I dag tog Leo og jeg på opdagelse i Vejlø Skov, der ligger smukt placeret lidt uden for Næstved. Vejret bød på det klassiske, danske forårsgråvejr med en let støvregn, som kun gjorde skovens farver endnu dybere og mere mættede. Vores store håb var endelig at få et glimt af de natugleunger, vi har spejdet efter i snart en måned, men de lod desværre vente på sig lidt endnu.
Selvom uglerne holdt sig skjult, blev det en fantastisk tur. Skovbunden er eksploderet i hvide anemoner, og de gamle, krogede egetræer står som majestætiske monumenter i landskabet. Som en lille bonus fik vi øje på en gulspurv (som jeg i farten først antog var en grønisirsk), der sad helt uforstyrret på toppen af et af de unge juletræer og sang foråret ind trods regnen. En påmindelse om, at naturen altid har noget at byde på, selv når hovedpersonen udebliver.
